Aups, Die, St. Jorioz og Herrlisheim

Solen skinnede ved ankomsten til Nice, og frk. Nüvi førte os let og smertefrit til den lille fine by, Aups, her ved Gorges du Verdon. Her er så smukt. Og campingpladsen, Camping Internationale, er dejlig. Vi nød aftenen og den rene, klare luft ca. 500 meter over havets overflade. Vi sov som sten hele natten lang uden at blive forstyrret af bryllupsfest, tordenvejr eller fru Hyacint, her er nemlig velsignet stille.

 Camping i Aups

Mandag den 22. juni Herlig morgen, herlig dag! Byen er smuk og sød, og vi fandt det garanteret bedste spisested i denne by: Auberge de la Tour, www.aubergedelatour.net .  Det er også et meget smukt lille hotel. Det vil vi huske. Det kan sagtens bruges, når vi bliver gamle.

Alt tøj, telt og soveposer måtte hænges til tørre efter natten på Korsika. Men det blev hurtigt tørt

Tirsdag den 23. juni Her er meget varmt. I nærheden af de 30 grader. Onsdag den 24. juni Hele dagen i Aups (med et udtalt s) og ferierede med marked i byen, fin frokost og campingpladshygge på en kvælende varm dag. Torsdag den 25. juni Det er også lidt svært at forlade Aups og det skønne Provence, men videre skal vi.

 Camping Pinede i Die

Og så en 205 km lang og smuk køretur til Die ved Drôme floden. Nu er vi kommet til Alperne, og vi har i sandhed også kørt op i dem! Et sted sendte frk. Nüvi os op ad en lille vej. Hun mente godt, vi kunne køre denne vej, og det gjorde M også.  Der var en vejviser til Col des Arabes, 1261 m over havet. Heldigvis var adgangen åben, og store biler var forbudt adgang. Så kender man sådan set på forhånd, hvad der vil komme. Og det gjorde der: En smal, smal vej, som ikke lod Korsika noget efter. Mine håndflader var drivvåde, Mogens syntes det var en fantastisk udfordring, og udsigten var enestående, hvis man da turde se ud! Vi mødte kun et hold cykelryttere og ingen biler overhovedet. Der var heller ikke plads til at passere hinanden, er jeg sikker på. Men hvem pokker andre end Andersen Booking ville overhovedet finde på at køre over det forbandede pas? Det er ikke engang afmærket på vores kort. Turen var 15 km kortere end den af Route 66 planlagte, men varede 9 minutter længere. Vi havde mulighed for at stoppe ét sted! Så det gjorde vi, og Mogens fik taget nogle flotte billeder. Jeg tog arrigt et par af direktøren for Andersen Booking ? Vel nede på bred vej igen kørte vi ved to-tiden ind på denne herlige campingplads, La Pinède, hvor vi har fundet en fantastisk skyggefuld plads lige ned til floden, La Drôme.

Fredag den 26. juni Det er som at være i Holland! Næsten 100 pladser er besat med hollændere, og så er vi lige udlændingene: 1 svejtsisk, 1 engelsk, 1 tysk og så 1 dansk par! Ikke én franskmand. Nå, floden er fransk, bjergene er franske og ikke mindst laver de altså fantastik dejlig fransk mad her på pladsen. Den nød vi i aftes. Hen ad aftenstid blev der en buldren og torden over bjergene, og sorte skyer trak truende ind over os. Vi hoppede ind i teltet med vores bøger og liggestole og afventede regnen – som aldrig kom. Ved halv ottetiden kunne vi sætte os ud og nyde aftenen. Lørdag den 27. juni Sightseeing i Die. Pokkers som disse små byer er svære at parkere i. De er slet ikke lavet til biler. Det lykkedes dog, og vi begyndte med en tur på kirkegården, det er altid interessant. Og disse begravede havde i hvert fald en smuk udsigt. Kirkegården var lige så gammel som byen. Hver familie har sin plads, og her ligger generationer. Man var i gang med at grave et nyt ”six-feet-under” på den allersidste plads på kirkegården. Og så har vi spillet tennis i dag! Campingpladsen har en dejlig bane til fri afbenyttelse, og der er altså ikke mange, der spiller tennis mere. Men én af os vandt på trods af et hul i maven med 6-1, 1-0, og så var den ged barberet. Søndag den 28. juni Lige så dejligt, det er at vågne op til lyden af fuglekvidder og en rindende flod, lige så skønt er det at falde i søvn til frøernes kvækken og flodens pludren. Ja, det er såmænd også dejligt i løbet af dagen at lytte til latter og råb fra de mange, der sejler forbi i kanoer og kajakker. Floden har ganske god fart på, men vælter man – hvad der er mange, der gør – er det bare at rejse sig op igen. Vandet går kun til knæene. Alle børn har styrthjelm på. Du godeste, hvad udsatte vi ikke Morten for de tre gange vi slæbte ham med ned ad Dordogne floden, som der bestemt var mere gang i. Vi er nok vokset fra kanoture, men husker tilbage på dem alle med stor glæde. Mandag den 29. juni Nu har vi boet fire nætter i Die, og det er længe nok til, at man allerede føler sig hjemme. Vi sagde pænt farvel til alle. Og så videre i Alperne. Her er betagende smukt. Egentlig har vi aldrig set dem ”indefra”. Vi er blot kørt forbi og har haft dem i baggrunden derude til venstre på vores ture mod syd. Men nu kører vi inde i dem. Betagende smukt. Også i dag skulle vi over et pas. Dette, Col de Menée, er 1402 meter over havet. Alligevel blev mine håndflader knapt så våde som forleden dag, for vejen var bred, d.v.s. med 2 vejbaner og i fin stand. Ikke alle steder kunne man holde ud at se ned. Skal jeg være ærlig, kan jeg ikke huske at have set så smukke bjerge. Vi holdt vores gennemsnitsfart i dag a la  Korsika: 42 km/t.

 Village Camping Europa

Vi bor nu i en lille sød by, St. Jorioz ved den smaragdgrønne (Mogens siger Azurblå) sø, Lac d’Annecy. Forhåbentlig giver vore fotos den blot en anelse retfærdighed. Campingpladsen er en hel ferieby. Egentlig ikke lige vores kop the, men når et sted er så stort, så følger alle de gode faciliteter jo også med, såsom fantastiske badeforhold, restaurant, swimmingpool, og sportsanlæg. Her er flest hytter. De koster en bondegård i juli og august måned. Og da vi ikke var tilfredse med den plads, der blev anvist os – der var ikke en smule skygge – viste den venlige dame os over til en herlig stor græsplæne med en masse træer, som vi har helt for os selv. Her er herligt i de 30 graders varme, der har forfulgt os gennem hele ferien. Og så er her WiFi, som vi selvfølgelig benytter os af.

Tirsdag den 30. juni Kørte en fin tur langs søen og nød en overordentlig dejlig frokost på et overordentligt dejligt sted lige ud til den overordentligt dejlige sø. Se selv: Onsdag den 1. juli Vi slog teltet ned og pakkede sammen. Forinden havde Mogens lavet kaffe på termokanden. Så kørte forbi den gode bager i St. Jorioz og købte flûte og croissantes, og da der var en dejlig bænk lige foran kirken satte vi os der og nød vores morgenkaffe, mens vi nød udsigten til bjergene. Ja, og nu er vi nået til vort udgangspunkt: Claire Vacances. Efter en let – men dyr (40 € i alt) - køretur ad motorveje - rullede vi ind her i eftermiddag i 32 graders varme og slog vores telt op på vores sædvanlige plads. Her er så dejligt! Stille og roligt. Børnefamilierne er begyndt at komme – danske og hollandske – og i weekenden kommer nok det store rykind. Og så er vi på vej hjem, men foreløbig skal vi blot nyde det og lave alle de ting, vi plejer her, hvilket stort set er: ingenting. Og det er i grunden ikke så galt. Torsdag den 2. juli Frokosterne i Colmar er en af ”ingentingerne”. Og de er gode. Vi har vores favoritsteder! Fredag den 3. juli Vær beredt! Og det er vi jo altså, selvom ingen af os har været spejdere. Nu har vi holdt 35 dages ferie uden at have haft brug for vores nødtelt. I flere dage har det været ulideligt varmt og tordnet, uden at der er kommet en dråbe regn. Så i går eftermiddag brød vejret endelig sammen, og vi kunne trække os ind i teltet og sidde og læse. Og det var her, teltet fik dødsstødet. Vi vidste jo det ville komme efter uvejret på Korsika. Nu kunne vi i fuldt dagslys sidde og se, hvordan regnen simpelthen silede ind i vindsiden, fordi overteltet ikke var tæt. Mere end 200 gange har dette vidunderlige telt været slået op og taget ned. Tænk, hvilke oplevelser, vi har haft med det. Nå men, da regnen holdt op havde vi godt nok en stor sø på gulvet, så det lille runde stormtelt kom frem. Så nu har vi et soveværelse samt et opholdsrum/påklædningsværelse. Lørdag den 4. juli I dag er det Mogens fødselsdag. Hurra, hurra, hurra. I dag fik Mogens fødselsdagskys af Claire, altså Monique, som hun hedder. Vi skulle have spist fødselsdagsfrokost på torvet i Colmar, men deres køkken var pludselig uden strøm, så det droppede vi. Det var også alt for varmt til at sidde ude at spise. Og så har vi sovet i det lille telt i nat. Det var varmt, så vi lod hele døren være slået fra. Vi overlevede uden at blive overfaldet af vilde dyr, og der var plads nok. Blot må det da være noget af et syn at se os to gamle komme kravlende ud af det lille telt og mase os op at stå! Søndag den 5. juli Her er ingen frøer, der kvækker. Til gengæld er der storke, der knebrer. Så det er nok derfor! Vi kørte til Husseren i dag for at besøge den der gode vinbonde, Scherer. Nå, de arbejder naturligvis ikke om søndagen, og det gør busselskaberne åbenbart heller ikke, for der var ikke mange turister i denne lille by, som af en eller anden grund tilsyneladende har undgået diverse krige.

3 km syd for Husseren ligger den yndigste dukkeby, Equishheim indhyllet i blomsteranlæg og vinmarker. Turisternes nr. 1 på hitlisten. Men i dag var her stille, så vi fik lyst til at gå rundt i de snævre, brolagte gader, som vi havde næsten for os selv. Og så fandt vi en lille lækker restaurant til fødselsdagsfesten, og selvom jeg med vilje ikke har skrevet alt det ned, vi har puttet i maven på denne ferie, kan jeg nu ikke lade være, for det var meget lækkert: Foie gras (selvom vi for længst har bestemt, at det spiser vi ikke) Søtunge med rejer Hjemmelavet isanretning Og hertil – og i nævnte rækkefølge: pinot noir, pinot blanc, pinot gris. UHM og madstedet hed Cave du Heyhaus. Deres hjemmeside er:  Caveau Heuhaus

Og her sidder vi nu og nyder den sidste aften hos Claire. Det har været en overvældende dejlig ferie på alle måder. Vi er ikke så kede af, at vi skal af sted i morgen, for både i går og i dag er det væltet ind med mennesker. Og masser af unger. Små unger.  F.eks. var det ikke storkens knebren, der vækkede os i morges, men den møgforkælede hollandske unge, der vræler dagen lang. OK, de gamle har haft deres måned her, nu er det de unges tur! Mandag den 6. juli Indkøbsdag i Colmar. Vi måtte lige have de livsnødvendige tuber mayonnaise med hjem til hele familien samt naturligvis lidt kvalitetsvin fra Alsace. Endvidere var vi ude i industriområdet, hvor de store varehuse og indkøbscentre befinder sig, for at se på et nyt telt. Vores har jo desværre set sin bedste tid og er bestemt ikke til at stole på mere. Vi fandt mange gode telte, men et bestemt et faldt vi for. Vi var faktisk ved at købe det, men blev enige om, at vente til næste år. Vi kører i aften omkring kl. 21.00 for at køre igennem Tyskland i nat og blive fri for den voldsomme trafik. Mørke og lastbiler er bedre end campingvogne og bilkøer ved vejarbejdet, som der er ganske meget af. Vel hjemkommet fra byen kunne vi konstatere, at vores naboplads var blevet invaderet af en belgisk familie. Tre telte, et overdækket bord og en kæmpe 4-hjulstrækker. Der var ikke ét græsstrå frit, og det ene telt havde udgang til vores indgang. Men vi skulle jo af sted, så det var blot at ønske dem velkommen til Herrlisheim! Tirsdag den 7. juli En fin køretur gennem Tyskland, selvom frk. Nüvi strejker og nægter at vise os vej i dette land. Men Ludvigshafen og Mannheim tager sig da også fine ud, når man ser dem sådan indefra og ikke kun fra omfartsvejen.

Vi rockede til Bruce Springsteens seneste CD hele vejen, sådan bare lige for at komme i stemning til i morgen aften, inden vi godt møre trillede ind på campingpladsen i Give. Fin campingplads tilknyttet byens sportsanlæg. Her er ganske dejligt og kan varmt anbefales folk i alle aldre.

Onsdag den 8. juli Malene SMS’ede til os, at vi skulle komme i god tid. Hun kender vist ikke Mogens og fodbold! Vi ville være i Herning allerede inden Bruce fik tænkt på morgenmad! Det var der også mange andre, der ville. Arealerne og parkeringspladserne omkring messecentret summede af liv, og folk nød forventningsfulde det gode vejr og deres medbragte mad. Vi glædede os vildt! Nu skulle vi jo altså helt ind og stå i Innercirkel, hvor jeg var blevet opfordret af de andre i billetkøen for en tre måneder siden til at købe billet, når jeg nu stod som en af de forreste i køen. Wauw, vi stod kun 20 meter fra scenen, midtfor, og havde endda et hegn at lægge armene på ved siden af en kameramand. Perfekt. Og så kom de og væltede Herning Messecenter. I tre timer. Formidabelt, fantastisk, herligt, med garanti den bedste Bruce koncert ever! Vi glemmer det aldrig. Mange af vores yndlingsnumre blev spillet og også nogle fra den nye CD. Han sluttede af med et helt formidabelt nummer vekslende mellem Twist and Shout og La Bamba og fik alle 50.000 mennesker til at synge, danse og rocke med. Og vi svævede hjem til vores campingplads ved midnat og væltede os ind i det lille stormtelt, hvor vi sov pragtfuldt. Den bedste aften på den bedste ferie, vi nogensinde har haft indtil videre. (Det har vi sagt før).   Because tonight belongs to lovers Because tonight belongs to us! En stor tak til Andersen Booking. (underafdeling af degamlerejser.dk)

Tilbage til hovedmenu